Når man nævner årstallet 1864, kan man spare mange ord om de hændelser, som fandt sted i landsdelen Slesvig i dette år, for vi burde alle kende historien fra dengang og de bemærkninger og følelser, der forbindes med dette nederlag: Skuffelsen over, at Danevirke måtte opgives. Tvivlen på, om der var blevet truffet de rigtige militære beslutninger. Og frem for alt smerten hos den berørte befolkning og de involverede soldater.

Tilbage blev skuffelsen og resignationen, men også et håb – et håb om, at vilkårene en dag ville gøre det muligt at få det tabte land tilbage til Danmark. Dette genforeningshåb blomstrede i fuldt flor efter Første Verdenskrigs afslutning, hvor forventningerne til en genforening var store både nord og syd for Kongeåen.

Ser vi i dag med historiens objektive øjne på situationen, så må vi erkende, at forventningerne nok var noget urealistiske – eller i det mindste særdeles optimistiske. Det gamle danske land havde trods alt været under tysk herredømme i mere end 50 år. En ny skuffelse var næsten forprogrammeret.

Afstemningen om genforeningen med Danmark blev en enorm skuffelse for de danske på begge sider af grænsen, og her  tænkes der specielt på resultatet i zone 2 i marts 1920. Der kom fra dansk side mange indvendinger mod afstemningsreglerne, men ligegyldigt hvor gunstigt man prøver at udlægge afstemningsresultatet, så må det erkendes, at der ikke ville have været dansk flertal i et eneste af afstemningsområderne i zone 2 – selv om det var tæt på nogle steder omkring Flensborg.

Grænselandshistorien fra denne periode er særdeles spændende læsning med mange følelsesladede beretninger og med mange mere eller mindre skjulte politiske dagsordener og mange interessante personligheder. Resultatet var et 1920, som blev et glædens år for de danske i det nuværende Sønderjylland, men et sorgens år for de danske i Sydslesvig – og hermed også for store dele af den danske befolkning. Mange havde svært ved at affinde sig med resultatet og håbede på, at der senere ville opstå en situation, hvor grænsespørgsmålet atter kunne prøves.

Det var på denne baggrund, at der blev stiftet adskillige foreninger med grænsespørgsmålet som tema. En af disse foreninger er Slesvig-Ligaen. Det hele startede en januardag i 1920, hvor en mindre kreds af ”mænd og kvinder samledes” (som der står i papirerne fra dengang), og de besluttede at stifte en liga, som fik navnet: Ligaen Danmark, Danebrog, Danevirke. I almindelighed blev den benævnt som ”Ligaen D.D.D.” Senere ændredes foreningens navn til ”Slesvig – Ligaen”. I beretningen fra det første møde står der, at ”ligaen" blev dannet ” i harme over at se grænsespørgsmålet så ubehjælpelig forkludret”. Og som man næsten kan læse af foreningens navn, så var dens klare mål en grænserevision, så i det mindste Danevirke kom på danske hænder.

I det omtalte referat nævnes også, at ”selv om 2. zone kom tilbage til Danmark, så ville der efter forræderiet mod zone 3 blive gammel dansk folkegrund og trofaste landsmænd tilbage under fremmed herredømme”. Man havde altså allerede dengang blikket rettet mod den sydligste del af Sydslesvig. I nogle beretninger står oberstløjtnant E. Jensen – Tusch omtalt som foreningens stifter, og han blev da også ligaens første formand. Da Jensen-Tusch døde i 1922 overtog næstformanden – pastor N.F.S. Dahl – formandsposten, som han bestred til sin død i 1935. Herefter blev formandshvervet overtaget af kaptajn, kammerjunker Hector Boeck, der sad på posten til 1947. Fra 1947 og helt til sin død i 1990 var Peter Kragelund formand for Slesvig-Ligaen. En formandsperiode på 43 år – over halvdelen af de år, som ligaen har eksisteret – som fik umådelig stor betydning for foreningen – og dermed for Sydslesvig.

I 1990 overtog så Jørgen Gjedsted formandsstolen, som han i 1996 overlod til Ingvard Bro, der bestred posten til 2000. Vi har her 6 formænd, som alle på hver sin vis har været med til at præge Slesvig-Ligaens historie. Det var genforeningsmålet, der satte sit præg på de første år efter 1920. Man støttede bl.a. udgivelsen af et informationsskrift i Sydslesvig – et såkaldt ”flyveskrift” - et arbejde som blev standset af nazisterne i 1937. Desuden udgav man i 1926 en rejsefører med titlen ”Mellem Flensborg Fjord og Ejderen”. Den var i mange år den eneste rejsefører over Sydslesvig.

Tiden op til Den 2. verdenskrig var en periode, hvor man fortrinsvis arbejdede på den informative front, netop for at udbrede og vedligeholde kendskabet til Sydslesvig med det klare mål, at få ændret grænsedragningen. Så kom de svære år under krigen, men efter afslutningen i 1945 vågnede interessen for Sydslesvig atter, og Slesvig-Ligaen havde stor medlemstilgang, og for mange genopstod håbet om en grænserevision. Som vi ved, blev det ikke til noget. Det var en ny skuffelse for mange, og det kom til at præge ligaens videre arbejde. Selv om man stadig havde genforeningshåbet, så var man realistisk nok til, at man efter krigen gik igang med at støtte konkrete danske projekter i Sydslesvig - med hovedvægten på den sydligste del. I gamle protokoller er beskrevet spændende opgaver fra tiden efter Krigen, og et ”kontoudtog” over nogle af de væsentligste og mest synlige er nedenfor nævnt:

1946: Støtte til den nyoprettede danske skole i Damholm.

1949: Støtte til oprettelse af en dansk skole i Askfelt.

1949: Slesvig-Ligaen bygger en dansk skole i Egernførde.

1954: Slesvig-Ligaen bygger en dansk skole i Risby.

1956: Slesvig-Ligaen bygger forsamlingshus i Holtenå.

1962: Slesvig-Ligaen køber og istandsætter Paludanushuset i Frederiksstad. Huset skænkes herefter til de 

danske i byen.

1974: Støtte til opførelse af ”Margrethe–Gården” - ældreboliger i Slesvig.

1993: Støtte til opførelsen af en helt ny skole i Jernved.

1994: Støtte til indretning af MEDBORGERHUSET i Egernførde.

1999: Støtte til Amtmandsgården i Rendsborg

2000: Støtte til nyopførelse af Askfeldt Børnehave

Det er typisk for foreningens arbejde, at man har følt et stort og vedvarende ansvar overfor de bygninger og projekter, som man har været med til at sætte igang. Man har fulgt dem løbende, og har ydet støtte til udvidelser og vedligeholdelsesarbejder, når det var nødvendigt. Listen over initiativer er ikke udtømmende.

Der er således ydet støtte til mange andre opgaver i Sydslesvig – f.eks. til EGERNFØRDE FRITIDSHJEM, DET DANSKE CENTRALBIBLIOTEK og DANSK SPEJDERKORPS SYDSLESVIGS CENTER I TYDAL. Flere af Slesvig – Ligaens aktiviteter kan ses i billedoversigten på denne hjemmeside.

Begiver man sig indenfor i Slesvig-Ligaens ”styrehus”, vil man se, at ”skibet” altid er indstillet på FULD KRAFT FREM. Det er typisk for Slesvig-Ligaen, at der altid er gang i mindst ét projekt. I øjeblikket er man i fuld gang med at skaffe midler til det ”Danske Hus” i Flensborg Sporskifte.

Der ydes ikke kun støtte til bygninger, men også f.eks. støtte til det humanitære arbejde i Sydslesvig og til informationsarbejde og bogudgivelser. Jo, ligaen er stadig – trods sine over 80 år – præget af virkelyst og dynamik. De mål, der er nået, er resultatet af de enkelte medlemmers ihærdige og prisværdige indsats for at støtte det danske arbejde i Sydslesvig, og resultatet af skiftende styrelsers og formænds kolossale indsats gennem årene.

Det vil også være denne menneskelige kraft, der skal bære foreningen gennem de næste årtier. Det er et ønske for foreningen, at den gennem en bevidst og fornuftig medlemspleje vil kunne fastholde – og gerne udbygge – medlemskredsen som foreningens egentlige resurse, og der skal sluttes med et citat fra det første nummer af ”Thyras Vold” fra 1920: ”... der kom Tilslutning fra alle Egne af Landet, og Ligaen har mødt samme Forstaaelse paa Land som i By, i Vestjylland som i Hovedstaden” Der er brug for jeres indsats i Sydslesvig også i fremtiden

SLESVIG-LIGAEN